Gid I dog gad gide, Gaddafi

Et perleeksempel på et velfungerende
 individ og en naturlig leder

Og endnu ét

I periferien af min opmærksomhed har jeg bemærket én eller anden konflikt i det fjerne og forjættede land kendt som Libyen. Dette er dog ikke den sædvanlige min gud kan banke din konflikt og heller ikke hvis tip oldefar stjal hvis ged. Nej åbenbart er Libyens befolkning er blevet fine på'en og siger at de ikke længere vil tolerer det diktatur de ellers har levet med i snart mange år. Nu siger jeg jo ikke at diktatur nødvendigvis er vejen frem, men nogen folk er måske mindre egnet til det jeg ynder at kalde diktatur for viderekommende og som Hr. Rasmussen kalder -

demokrati. Hr. Gaddafi er en mand hvis sunde fornuft og gode dømmekraft jeg mener vi trygt kan stole på efter hans for eksempel yderst rimelige krav om at få staten Schweiz opløst efter en af hans utallige sønners mishandling af 2 tjener og arrestation og umildbare løsladelse. For ikke at spilde FN's tid og hjælpe verdens lederen så at sige "skære" gennem bureaukratiet (slå det op fjolser) havde Hr. Gadaffi taget 2 Schweizske borgere som gidsler  og hævde at det ville gå ud over disse hvis han ikke retfærdighed skete fyldest. Jeg ved udmærket godt hvem der har sparket til hvepseboet. Og hvis jeg må tage mig den frihed så er ægypterene ikke det folkefærd i verden der kan tillade sig at råbe højest mod undertrykkelse og diktatur. 1. Mosebog (nuff said). Så lad være med at kast med sten og alt det. Lad mig give et pr eksempler på steder hvor diktatur er blevet en bragende succes: Romerriget, fik allermest vind i sejlende da  de herlige diktatorene Julius og Augustus kom til, Det 3. Reich rejste sig med hjælp fra Hr. Hitler fra økonomisk og social ruin til europas mest effektive nation, der invaderede ondskabens imperium (USSR) mod 3 millioner tropper og tog 3,1 million krigsfanger (og sultede dem ihjel) inden de blev smidt ud på røven igen af en lidt bedre diktator hr. Josef Stalin (værsgo Simon og Jakob der sagde/ skrev jeg det). Den danske velfærdsstat med den iskolde dræber Anders Fogh Rasmussen ved roret knuste (uden at blinke) enhver modstander uanset hvor socialistisk og metroseksuel og drev det danske samfund op på et niveau som selv jeg aldrig havde turet håbe på. Og Når vi så hævder at vi er for gode og civilaserede til demokrati og en flødebolle som den kære drukmås Lars kommer til magten så falder korthuset sgu SAMMEN. Som det liberalistiske kampråb lyder: lad falde hvad der ikke kan stå og lad en diktator rejse hvad der falder.

Hvordan kan I ikke stole på én sådan mand?